Jawad fortæller fra Berkeley

University of California, Berkeley, har uddannet ikke mindre end 66 Nobelpris-vindere og 11 vindere af Pulitzerprisen. Blandt dets tidligere studerende tæller personer som Steven Chu, nobelprisvinder i fysik og energiminister i USA, samt Steve Wozniak, medstifter af Apple Inc. og, for de royalt interesserede, Norges Prins Haakon.

Ivysen har fået den glæde at interviewe Jawad Ahmad der kom gennem nåleøjet og på nuværende tidspunkt går på University of California, Berkeley.

Jawad er af pakistanske aner, men er født og opvokset i København. For at bibeholde det internationale i familien, valgte Jawads forældre at han skulle gå på Copenhagen International School i Hellerup:

“Der var kun undervisning på engelsk, og de studerende var primært fra udlandet. Alle, både de danske og udenlandske studerende, havde planer om at læse i udlandet, og det var det skoleforløbet ligesom rettede sig mod. De fleste af vores undervisere var englændere der havde læst på Oxford og Cambridge og amerikanere fra eliteuniversiteter i USA.” – Fortæller Jawad.

Jawad startede sin længere videregående uddannelse med at læse en Bachelor i Jura i England. Det tog ham fire år, da han valgte at tage et enkelt år i Danmark under uddannelsen:

“Det var en taktisk beslutning da jeg gerne ville vedholde mine kontakter i Danmark og holde fast i det danske sprog.”

Jawad fik et job I filmselskabet Zentropa i den juridiske afdeling hvor en interesse for immaterialret (intellektuel ejendomsret) blev vakt. I 2009 tog Jawad tilbage til England og færdiggjorde sin kandidatgrad på University of Kent:

“Efter kandidaten var jeg ret træt af at læse. Jeg ville gerne igang med at arbejde. Men så startede krisen, og selvom jeg havde fået to fantastiske jobtilbud, blev de samme uge trukket tilbage. Det var en downer. Så jeg tog et år hvor jeg læste i Paris og arbejdede for en menneskerettighedsorganisation i Sydafrika – Hvor jeg også fik set to VM-Kampe. Både opholdet og kampene var en stor oplevelse.”

Efter turen til Sydafrika prøvede Jawad lykken og blev optaget på blandt andre Georgetown University og Berkeley.

Hvorfor valgte du Berkeley frem for andre?

”På Georgetown går der omkring 450 LL.M.-studerende (kandidatgrad i jura, red.). Det er helt vildt mange i forhold til Berkeley hvor der typisk kun er omkring 100 studerende. Det var et stort incitament til at vælge Berkeley da man her ikke bare er et nummer, men studerende der læser og fester sammen og nemmere kan interagere med de topfolk der underviser os. Jeg vil hellere være en del af en meget lille gruppe af folk.”

I tillæg til det sociale aspekt ved at studere i Californien nævner Jawad:

”Folk er så afslappede her. Folk går til undervisning i shorts, folk er venlige, og man er udenfor hele tiden. Det er også et spørgsmål om hvorvidt man vil gå på et ”Campus University” eller et Universitet hvor du er en del af byen. I New York lever man meget i og af byen og ikke så meget på universitetet, ligesom på Københavns Universitet. Men du kan altid tage til New York, og østkysten vil altid være hyped og fast paced.”

Hvad vil du efter dit studie?

”Jeg er åben for hvad som helst. Jeg er meget international og har rejst mange steder. Så lad os se hvad der sker.”

Hvad er den største forskel på miljøet i USA og i Danmark?

”Det er meget sjældent at man virkelig netværker i Danmark. Der er man stille og privat. Her er de meget up front. Ofte har vi nogle netværk events hvor man skal medbringe sit CV. Her er det helt okay at man er aggressiv og viser hvad man vil med hvem. Det kan man ikke forestille sig i Danmark.”

Hvorfor blev lige du optaget på Berkeley?

”Karaktererne er meget afgørende. Jeg havde gode karakterer, og man skal helst ligge i top 10% der hvor man kommer fra. Men har du haft vilde arbejdserfaringer, været i militæret, arbejdet i konfliktområder, er du allerede uddannet som noget andet eller kan du en masse sprog kan man sagtens komme ind selvom man ikke har fået topkarakterer. Man skal bare kunne vise at man er international, at man er frisk, åben, har planer og griber mulighederne når de kommer.”

Redaktionen takker Jawad mange gange for kigget ind i livet i Sunny California. Vi følger spændt med for at se hvor Jawad ender.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *