Tanken om at tage en uddannelse af mere eller mindre international karakter, strejfer måske mange unge danskere, men hvor de fleste lader tanken være en tanke, findes også dem der gør tanken til virkelighed. Ivysen har mødt en af de unge danskere, der har turdet tage springet.
For Nicholas Bendt har det aldrig været en selvfølge, at han skulle læse i udlandet – tværtimod. Han havde end ikke overvejet muligheden, før en kammerat trak ham med til en ”Study Abroad Fair” i København.
I dag læser Nicholas en BSc Business Management på King’s College London, hvorfra han bliver færdig i år 2012.
”Der var jo ikke noget at tabe”
Før Nicholas forlod dansk grund til fordel for London, var han studerende på Niels Brock. Her læste Nicholas IBB, en engelsksproget version af den kendte HHX. Selvom Nicholas’ uddannelse allerede her havde et internationalt afsæt, var valget om at tage til London, som sagt, en mere pludselig indskydelse.
Tre dage før deadline for at søge plads på et UK bachelorstudie, besluttede Nicholas, at han ville prøve at søge. Som han selv siger: ”der var jo ikke noget at tabe”.
Den hurtige beslutning betød også, at der for Nicholas ikke var oceaner af tid til at gøre sig sine overvejelser. Det resulterede i et par timers intensiv internetresearch, for at skabe overblik over niveauet på de forskellige universiteter. Dernæst nåede en reference fra sin engelsklærer med meget kort varsel at komme Nicholas i hænde. På baggrund af de to fik Nicholas lynhurtigt bikset en ansøgning sammen.
Og der var bestemt ikke noget at tabe. På trods af den begrænsede tid Nicholas havde haft til at udforme sin ansøgning, blev han tilbudt en plads på King’s College London, som er blandt de bedste universiteter i UK.
Det handler altså om at gøre tanke til virkelighed. Det gjorde Nicholas, da han udformede sin ansøgning. På trods af tidspres ved ansøgningsprocessen, er det i dag en realitet at Nicholas studerer i London.
Grænseoverskrideren
Nicholas ville ønske, at flere greb denne chance, men forstår også godt at flere lader sig stoppe, grundet manglende informationer omkring mulighederne for at blive ”grænseoverskrider”.
Nicholas oplevede selv, at det var ualmindeligt svært at få hjælp vedrørende studie i udlandet.
”Jeg gik selvfølgelig både til min studievejleder, til Studievalg og til andre, der eventuelt kunne hjælpe, men det var som om ingen før havde oplevet, at der var en der ønskede at læse i udlandet.”
Det ser Nicholas som et stort problem, hvorfor han også har skabt en hjemmeside, der netop skal fungere som en portal for unge, der er interesserede i at læse sin bachelor i udlandet. Her vil Nicholas i samarbejde med en anden dansk studerende, der har taget springet, give relevant vejledning omkring mulighederne for at tage sin bachelor i udlandet.
En international uddannelse
Hvordan er det at læse på Kings’ College London og hvordan adskiller det sig fra Danmark?
Nicholas beskriver det at læse i London, som den bedste beslutning i sit liv.
”London er en helt fantastisk by, og der sker simpelthen så meget. Jeg kan selv godt lide når der er super mange muligheder for hvad man kan lave, og det må man sige, at der er i London.”
En ting Nicholas fremhæver som særdeles positiv ved at studere i London, er at man, som studerende, virkelig har mulighed for at engagere sig i forskellige projekter og societies.
Selv er Nicholas involveret i King’s College London Business Club (KCLBC), som er en gruppe, der arbejder hårdt på at give medlemmerne mange spændende muligheder.
”Det fede ved dette er, at man får nogle lederoplevelser i en meget tidlig alder. KCLBC teamet består af 35 super imponerende mennesker, og de skal ledes, motiveres og inspireres. De muligheder får man simpelthen ikke på et dansk universitet.”
Generelt fremhæver Nicholas de mennesker han har mødt i London, som en af de væsentligste årsager til, at han er blevet så glad for sit valg.
”London er en af verdens mest internationale byer overhovedet – der er simpelthen så mange studerende fra udlandet. For eksempel, på min uddannelse er cirka 70 % af alle studerende fra udlandet, og det skaber en helt speciel stemning. På et topuniversitet som King’s er det selvfølgelig også svært at komme ind, og det betyder at alle på universitetet tidligere fik de højeste karakterer i deres High Schools. Det at møde så mange internationale, kloge, drevne og motiverede mennesker betyder virkeligt at man er i et miljø, hvor man bliver sat bagud, hvis man ikke tager sig meget sammen. Det er ærgerligt, at det ikke er mulighed for at være i et lignende miljø i Danmark.”
En anden ting, som Nicholas lægger vægt på, som inspirerende ved studiet på Kings’ er mødet med universitetets forelæsere og professorer, som han beskriver som ’helt utroligt skarpe’. På topuniversiteter, som Kings’ College London, kan man også opleve at blive undervist af forfatteren til den bog, der bruges som pensum, hvilket Nicholas synes er rigtig stort. Det betyder dog også, at kravene til de studerende er meget høje.
”På gymnasiet var det tit muligt at skrive en opgave halvhjertet og stadig charme sig til en høj karakter, men på King’s går den ikke. Hvis man vil have et arbejde efter sin uddannelse, skal man ud og gøre sig speciel, og differentiere sig fra andre studerende. Den ambition har bl.a. ledt mig til et internship i Singapore, til et sommerstudieprogram i New Delhi, Indien, til at sætte min egen virksomhed op og til at arbejde hårdt og få høje karakterer på mit studie, hvor jeg ligger i top 5 procent.”
At Nicholas har opnået meget står ikke til diskussion. Nøglebegrebet, som han selv nævner gang på gang, er det at kunne differentiere sig fra andre studerende. Med en international uddannelse bag sig, samt f.eks. et internship, må man sige at dette er lykkedes.
Se det som en investering
Hvordan uddannelsen kan finansieres er selvfølgelig blandt de helt store spørgsmål, når man overvejer at tage af sted.
Hvordan betaler man for sin uddannelse?
”Overordnet vil jeg gerne understrege, at jeg ikke mener penge burde holde nogen tilbage fra at komme af sted! Se det som en investering, du får 100 % sikkert din investering tilbage senere i livet.”
Hvad angår betalingen findes der heldigvis også flere metoder, der gør den mere overskuelig.
”Hvis man vil læse i UK, så kan man vælge først at betale pengene, når man er færdig med sin uddannelse og tjener over et bestemt beløb. Så behøver man ikke at tænke på studieudgiften mens man læser.”
Denne ordning kan man læse meget mere her: http://www.direct.gov.uk/en/EducationAndLearning/UniversityAndHigherEducation/StudentFinance/index.htm
Noget der også er værd at huske på er, at man får sin SU med sig, når man læser en bachelor i udlandet. Samtidig kan man også vælge at tage et SU-lån, akkurat som man kan, hvis man læser herhjemme. Flere har også glæde af at søge legater, som kan fungere som et økonomisk fundament under uddannelsen.
Alt dette kan du læse meget mere om på Nicholas’ hjemmeside: www.graenseoverskrideren.dk
”Det hele er bare større, federe og bedre i udlandet”
Det står klart at Nicholas er meget tilfreds med sin beslutning om at sende en ansøgning af sted. Han turde gribe chancen. Spørgsmålet er så hvordan han har tænkt sig at bruge sin uddannelse fra Kings’ College London.
Hvad er dine planer for fremtiden?
”Jeg har selvfølgelig mange planer for fremtiden, og jeg har altid haft store ambitioner. I det lange løb ser jeg mig selv som en succesfuld iværksætter. Jeg mener dog det er vigtigt jeg får noget erfaring før jeg udlever den drøm. Jeg håber derfor at arbejde i en konsulentvirksomhed efter min Bachelor, og så læse min MBA i USA efter jeg har fået noget erfaring. Men det kan jo ændre sig mange gange før jeg bliver færdig.
Det fede ved at læse i UK er, at man ikke behøver en Master (Kandidat), før man begynder at arbejde. I UK er der ikke særlig mange der læser videre direkte efter deres bacheloruddannelser, og selv nogle af de mest prestigefyldte firmaer ansætter folk efter deres bacheloruddannelser. Derfor, hvis man ikke vil tilbage til Danmark efter sin bachelor, så kan man begynde at tjene penge i en meget ung alder.
En ting er dog helt sikkert, min fremtid ligger ikke i Danmark. Mit halvandet år i udlandet har virkelig fået mig til at opdage, hvor stor forskellen er. Menneskerne, virksomhederne, universiteterne – det hele er bare større, federe og bedre i udlandet.”
Har du et godt råd til de unge, der overvejer at søge til udlandet for at læse?
”Et godt råd er ikke kun at fokusere på sine karakterer. Selvfølgelig er det vigtigt at man har gode karakterer over hele linjen, hvis man skal ind på et topuniversitet, men er det den eneste kompetence man kan spille på, kan man ligeså godt droppe det. Det er vigtigt, at man bygger en profil op og at man får nogle erfaringer i en tidlig alder, der differentierer dig fra alle de andre der søger. For eksempel er internationale internships, et studiejob i en ledende funktion etc. en god start. Men skulle jeg gøre mine år på HHX om, så ville jeg bruge tiden på at skabe noget stort – en virksomhed, en konference eller noget andet. Man har ikke noget at tabe, og vi er heldige, at vi er i Danmark, da det er helt vildt nemt at differentiere sig her – der ikke er andre der prøver.”
Hvis man, ligesom Nicholas, har ambitioner om at nå langt, kan det kun anbefales at tage skridtet. Muligheden for at læse på et udenlandsk universitet er kun en ansøgning væk. Det viser Nicholas’ historie.
Den motivation og de ambitioner, som Nicholas søgte blandt lærere og elever under sin uddannelse i Danmark, fandt han på Kings’ College London. At bevæge sig blandt mennesker, der deler hans høje ambitioner, har resulteret i yderlige motivation og lyst til at præstere.
Ivysen siger tak til Nicholas for den fyldestgørende fortælling om hans rejse fra Niels Brock til Kings’ College London.
– Stina Ørregaard Andersen