Selvom Ivysen er fuldstændigt uafhængig af partipolitiske interesser, og ikke vil tage et moralsk standpunkt i sager der indeholder politiske ideologier, er der stadig yderst politisk følsomme emner som det for Ivysen er relevant at berøre.

Et af de mest omdiskuterede emner på uddannelsesområdet er hvad der i sidste ende giver de studerende den bedste uddannelse, private eller offentlige uddannelsesinstitutioner.

Der er ingen tvivl om at de universiteter der har flest penge, tiltrækker flest dygtige studerende og undervisere med de bedste forskningsresultater også er de højst rangerede på de internationale toplister, hvoraf størstedelen er private. Men samtidigt bør det bemærkes at der er mange institutioner som udelukkende er statsstøttet som slet ikke klarer sig dårligt på ranglisterne og som på mange områder kan være med i top.

I debatten fremføres bestandigt argumenter som at private universiteter mindsker den sociale mobilitet i samfundet, altså muligheden for børn fra underbemidlede og uuddannede forældre til at ende i overklassen med en uddannelse, og at disse private universiteter fokuserer for meget på hvilke fagområder og studerende der vil give penge universiteterne flest penge i egen kasse, mens de negligerer fagområder og typer af personer hvis resultater ikke nødvendigvis kan ses på bundlinien.

På den anden side argumenteres der for at statsstøttede institutioner bliver kontrolleret af den politiske agenda, at de på den samme måde gør studenterne og fagene op i kroner og ører, bare for statskassen, og at de mennesker der egentlig ved hvad der skal til for at skabe gode uddannelser, underviserne og de studerende, bliver overtrumfet af statens socioøkonomiske overvejelser ved beslutningsbordet.

Uanset hvilken lejr man kaster sten fra, viser der sig i øjeblikket at ske nogle fundamentaler ændringer.

Hvor amerikanerne førhen primært har stået for at fundraise sig til sine usammenlignelige fonde, bl.a. ved at forskelsbehandle børn af tidligere studerende som har bidraget med store pengebeløb, såkaldte legacy students, er nogle europæiske institutioner, som førhen har set det som afskyeligt at tigge penge af privatpersoner og den private sektor, hoppet med på den amerikanske vogn.

Det skriver New York Times i en artikel:”In Europe, Fund-Raising Lessons From Americans”

Her fremgår det at den omsiggribende økonomiske krise som de europæiske stater stadig forsøger at ryste af sig har åbnet universiteternes øjne for at deres fundament måske ikke er så stærkt som de troede når regeringerne begynder at skære ned på faciliteter, midler og personale, mens institutionerne ikke har andre at gå til for at få de penge der er nødvendige for at holde de studerende fra at valfarte til USA og for at konkurrere mod de voksende asiatiske uddannelsessystemer.

Artiklen bruger Cambridge og Oxfords nye fundraisingtiltag som eksempler, men endnu mere interessant er følgende afsnit fra artiklen:

“Universities in Germany, France and Scandinavia have traditionally relied on public funding[….] But only Scandinavian countries and Switzerland have been able to fund their universities at levels sufficiently generous to allow them to compete.”

Det bemærkes at Københavns Universitet i flere kilder bliver anset som Skandinaviens bedste universitet, og at Århus Universitet er med i top 100 på de mest anerkendte ranglister.

At den danske model i internationale kredse ikke anses som totalt katastrofal er en trøst for de danske studerende. Men det bør dog ikke gå ubemærket hen at de eneste to europæiske universiteter som alle er enige om tilhører den absolutte elite åbenbart ser så store fordele ved den amerikanske model at de er villige til at bryde århundreders tradition.

Bør Danmark følge trop?

b

Læs hele artiklen her:

http://www.nytimes.com/2010/09/06/business/global/06iht-educ.html?pagewanted=1&ref=education

Se den mest brugte rangliste her:

http://www.topuniversities.com/university-rankings/world-university-rankings/2010/results

(det er i øvrigt denne rangliste som staten tager udgangspunkt i ved uddelelse af udenlandsstipendium; Læs mere her http://ivysen.dk/arkiv/329)