Helvede er frosset til is.
For en måned siden udkom en af de mest anerkendte universitets rankings, US NEWS & WORLD REPORT’S UNIVERSITY RANKINGS. Her rapporterede Ivysen om at Harvard, ikke overraskende, ikke kun havde fastholdt sin førsteplads, men havde skubbet Princeton University ned på en 2. plads i stedet for den delte førsteplads de fik i 2009. Det mest overraskende ved rankinglisten skete ved universiteterne under top 5, som f.eks. Columbia University’s kvantespring fra en 8. til en 4. plads.(se: Harvard, Princeton.. Columbia?)
Hvor ovenstående liste fokuserer på de amerikanske universiteter, bliver QS Universty Rankings ofte anset som den mest benyttede internationale rankingliste. De har først på måneden udgivet deres resultat for 2010, og her sker overraskelserne i toppen.
Harvard University har mistet førstepladsen som verdens bedste universitet på listen til The University of Cambridge, en plads som institutionen har haft siden 2004. Cambridge har herved slået giganten som førhen har været anset som en klasse for sig selv blandt eliten. Resultaterne bliver udformet efter en undersøgelse hvor det udslagsgivende er hvor godt et ry universitetet har hos akademikere, hvor mange studerende der er i forhold til undervisere, antallet af internationale studerende og hvor mange gange universitetets forskere bliver citeret af andre forskere.
Yale beholder sin 3. plads, university of Hong Kong er Asiens højst rangerede universitet og ETH Zurich i Schweiz fik pladsen som det bedste universitet udenfor USA og England. Københavns Universitet stiger fra en 51. til en 45. plads, og er nu i top 50, og Århus Universitet falder fra en 63. til en 84. plads blandt verdens 500 bedste universiteter.
Selvom flere kritiserer de kriterier hvorefter listen bliver udformet, kan det ikke diskuteres at listerne har en stor betydning. For studerende over hele verden bruger listerne som en indikator for hvor de skal søge hen, hvor de får den bedste undervisning, mest prestige, de bedste undervisere og størst mulighed for et efterfølgende job.
Og selvom Harvard altid vil være Harvard, kan resultatet godt gå hen og være det der gør forskellen når de studerende skal kaste kræfter i at søge til næste år.
For det der altid har retfærdiggjort prisen og den hårde ansøgningsproces til Harvard har været at universitet var “verdens bedste”. Men nu kan du komme på verdens bedste universitet, Cambridge, for $5089 om året for et undergraduate course hvorimod du skal betale $34 976 for det samme på Harvard. Det koster altså næsten 7 gange mindre for at komme ind det bedste sted, ifølge listen.
Der er ingen tvivl om at Harvard af de fleste stadig bliver anset som det mest prestigefyldte universitet i verden. Men listen kommer samtidigt med at Harvard har varslet en 3,6% stigning i studieafgifter(se: Sådan betaler du for Harvard), og mens Oxford og Cambridge har iværksat en økonomisk offensiv for at skabe bedre uddannelser(se: Er et privat universitet et godt universitet?), og hvor Columbia University har vist at det, på trods af sit 10 gange mindre budget end Harvard, bestemt ikke har planer om at indstille sin klatren på ranglisterne.
I kulissen står Princeton og Yale som uden tvivl vil bruge situationen til at sprede usikkerhed om hvorvidt Harvard egentlig er det bedste i USA. Det bliver derfor spændende at se om Harvard kan kæmpe sig tilbage til tops, kampen bliver i hvert fald hård.
Grunden til at det er vigtigt for Harvard at ligge i toppen af ranglisterne er at mange af de private institutioner i disse tider modtager mindre støtte fra tidligere studerende. Da Harvard er et af de eliteuniversiteter som giver mest økonomisk støtte til amerikanske studerende, bl.a. for at sikre at etniske minoriteter og forskellige samfundslag bliver repræsenteret i bestanden af studerende, er det yderst vigtigt at universitetet kan tiltrække internationale studerende som selv betaler til dets uddannelser, og det er i høj grad disse der benytter de internationale ranglister ved valg af institution.
For hvor de fleste amerikanske studerende ved institutionsvalg gerne vil have den bedste uddannelse nationen kan tilbyde, hvilket stadig er Harvard, er situationen en anden for en studerende fra f.eks. Indien, Kina eller Skandinavien som søger til udlandet. For disse studerende, er både USA og England et fremmed land, hvorfor ønsket om hjemlig uddannelse ikke er en faktor i deres valg. Det gør at de med større sandsynlighed kunne finde på at tage deres penge med til England end til Harvard, især når Cambridge er højere rangeret og koster mindre.
Det næste søm i kisten kommer måske d. 16 september hvor Times Higher Education(THE), som i øvrigt før samarbejdede med QS, udgiver sin egen liste. Denne liste er også anerkendt, og har tiltrukket sig en del opmærksomhed for at ville gøre op med måden hvorpå andre laver listerne, og vil altså benytte andre kriterier end QS. Hvis denne liste også bekræfter at Harvard ikke længere er kongernes konge, ser det skidt ud for det Cambridge-baserede universitet(Harvard ligger i en by ved navn Cambridge).
Det skal i øvrigt nævnes at THE er en London-baseret organisation. Men vi går selvfølgelig ud fra at listen er geografisk upartisk.
Se med når de udgiver deres rankings:
http://www.timeshighereducation.co.uk/world-university-rankings/
Læs også artiklerne:
http://www.bbc.co.uk/news/education-11227693
og